Rumænsk historie
Substratrediger
moderne viden om det østlige romanske underlag er sparsomt, da dette sprog næsten fuldstændigt blev erstattet af latin. For eksempel foreslår lingvisten Kim Schulte et “Thraco-Dacian” underlag, mens Herbert J. ISO hævder, at de østlige romanske sprog udviklede sig på et illyrisk underlag. Imidlertid udelukker det lille antal kendte Dacian, illyriske eller thrakiske ord den systematiske sammenligning af disse idiomer enten med hinanden eller med andre sprog. Dacian er repræsenteret af omkring hundrede plantenavne, 43 navne på byer i Dacia som registreret af Ptolemæus og omkring 1150 Dacian antroponymer og 900 toponymer, der er bevaret i gamle kilder. Antallet af kendte thrakiske eller illyriske ord-hovedsageligt glosser, stednavne og personlige navne – er endnu mindre.
skøn over antallet af rumænske ord af substratum Oprindelse spænder mellem omkring 90 og 140. Mindst 70 af disse ord har albanske kognater, hvilket kan indikere et fælles Albansk-Rumænsk underlag. Imidlertid kan lån fra albansk eller” Thraco-Dacian ” til Rumænsk heller ikke udelukkes. Lingvisterne Gottfried Schramm, Kim Schulte og ISTV Krisn Schruts foreslår endda, at de blev lånt i flere faser. For eksempel antager Schulte et “samliv, hvor talere af tidligt rumænsk og talere af Thraco-Dacian/Albansk boede i tæt nærhed af hinanden og kommunikerede regelmæssigt om hverdagslige forhold vedrørende deres pastorale aktivitet og det naturlige miljø.”
omkring 30% af disse ord med albansk beslægtet er forbundet med fåre – og gedeavl. Derfor foreslår Schramm endda, at de ikke stammede fra et præ-Latinsk underlag, men er låneord lånt fra en pastoralistisk befolkning af romernes forfædre, der adopterede deres naboers mobile livsstil, da de søgte tilflugt i bjergene efter det romerske imperiums sammenbrud i det 6.eller 7. århundrede. Andelen af ord med albanske kognater er relativt høj i de semantiske felter i den fysiske verden (4,8%), slægtskab (3,2%), landbrug og vegetation (2,8%) og dyr (2,7%). En række rumænske ord, der traditionelt antages at være afledt af hypotetiske vulgære latinske udtryk, er faktisk albanske låneord. Selv rumænske ord af Latin eller slavisk oprindelse ser ud til at være lånt gennem Albansk mægling. Parallelle ændringer i betydningen af et antal latinske ord på albansk og rumænsk sprog kan også illustreres. Desuden findes der en række Albansk-rumænske kalkber.de almindelige morfologiske og syntaktiske træk ved rumænsk med albansk, bulgarsk og andre sprog, der tales i det sydøstlige Europa, kan tilskrives et fælles underlag. Imidlertid kan denne hypotese ikke bevises på grund af moderne forskeres begrænsede viden om de indfødte idiomer, der tales i regionen. Derfor er det også muligt, at disse fælles træk tilskrives parallel udvikling på alle sprog. Ifølge sprogforskeren Rebecca Posner er det ikke umuligt, at eksistensen af den tætte centrale urundede vokal af rumænsk – som er præget af bogstaverne “Kristian” eller “Kristian” – også kan spores tilbage til det præ-latinske underlag, men hun tilføjer, at “der er få beviser til støtte for denne hypotese”.
Romanisering og vulgær Latinrediger
integrationen af sydøstlige europæiske territorier i det romerske imperium begyndte med oprettelsen af provinsen Illyricum ved Adriaterhavskysten omkring 60 f. kr. Det dalmatiske sprog, der besatte en mellemmand mellem rumænsk og italiensk, begyndte at udvikle sig i disse kystregioner. Den romerske ekspansion mod Donau fortsatte i det 1.århundrede e. kr. Nye provinser blev etableret, herunder Pannonia i 9 E. kr., Moesia under Kejser Claudius (r. 41-54) og romersk Dacia i 106. Tilstedeværelsen af legioner og hjælpetropper sikrede romernes kontrol over de indfødte. Etableringen af kolonier bidrog også til konsolideringen af romersk styre. Derfor fulgte en relativt fredelig periode, der varede indtil slutningen af det 2.århundrede overalt erobringen. Denne Romana var medvirkende til”standardisering af sprog, skikke, arkitektur, boliger og teknologi”. Alligevel beviser St. Jerome og senere forfattere, at illyriske og andre modersmål overlevede i det mindste indtil slutningen af det 4.århundrede.Latin ‘ s litterære register og dets talte folkesprog, nu kendt som henholdsvis “klassisk Latin” og “vulgært Latin”, begyndte at afvige på tidspunktet for den romerske erobring af det sydøstlige Europa. Derfor introducerede de romerske kolonister disse populære former, da de bosatte sig i de nyligt erobrede provinser. Inskriptioner fra den romerske periode bevis for, at den latinske tunge i det sydøstlige Europa udviklede sig i tråd med udviklingen af sproget i imperiets andre dele i det mindste indtil slutningen af det 3.århundrede. Ligeledes vidner et antal arvelige rumænske ord om, at den latinske sort, hvorfra de opstod, gennemgik de ændringer, der påvirker fonemerne, leksikonet og andre træk ved Latin i samme periode. For eksempel kan fusionen af de tætte E-og åbne i-vokaler til et tæt “e” demonstreres gennem arvelige rumænske ord, og mange emner af rumænsk ordforråd havde sin oprindelse i populære termer i stedet for litterære former.
Trajans Dacia nord for den nedre Donau blev forladt i begyndelsen af 270 ‘ erne. De, der forlod disse territorier, blev bosat syd for floden, hvor en ny provins med samme navn, Aurelians Dacia, blev hugget ud af Moesia. Imidlertid henviser skriftlige kilder til brugen af Latin i territorierne nord for Nedre Donau indtil det 6.århundrede. Priscus af Panium rapport om hans besøg i retten i Attila Hun i 448 beviser for, at alle” undersåtter af hunerne”, der havde” kommerciel omgang med “det vestlige romerske imperium talte Latin,” men ingen af dem let ” talte græsk. Han mødte også Rusticius fra Moesia, der fungerede som tolk, Constantiolus, “en mand fra det pannoniske territorium”, og “Serkon, den mauriske dværg”, hvis ord “var et forvirret virvar af Latin, hunnisk, og gotisk”. Et århundrede senere skrev Procopius af Cæsarea om en krigsfange, der “var ved Antaes fødsel”, men som”talte på det latinske sprog”
goterne og andre nabostammer foretog hyppige angreb mod de romerske territorier i årtierne efter romernes tilbagetrækning fra Trajans Dacia, men kejserne Diocletian (r. 284-305) og Konstantin den Store (r. 324-337) konsoliderede Imperiets grænser. Imperiet blev officielt opdelt i to dele i 395, men Latin forblev et af de to officielle sprog i det østlige romerske imperium op til det tidlige 7.århundrede. For eksempel, da Leo II blev udråbt til kejser i Konstantinopel i 474, hyldede hans hære ham på Latin. Kejser Justinian I (r. 527-565), der blev født i Dardania, sagde endda, at Latin var hans modersmål (paternus sermo). Østromersk styre på Balkanhalvøen kollapsede under kejser Heraclius (r. 610-641).inskriptioner og litterære kilder beviser, at Latin forblev det dominerende kommunikationssprog i provinserne langs Donau gennem det 4.og 6. århundrede. Af samme grund blev Justinians romaner udgivet på Latin for disse provinser. De sidste latinske inskriptioner i regionen er dateret til 610 ‘ erne. g Kurtbor V Kurtkony hævder, at nogle stednavne, der er registreret i bygningerne i Justinian af Procopius af Cæsarea, viser vokalskift, der kendetegner udviklingen af rumænsk. For eksempel synes det med skift fra “o” til “u” at afspejles i navnet Scumbro – en fæstning i regionen Remesiana (nu Bela Palanka, Serbien) – som ikke kan være uafhængig af det gamle Scombrus mons navn på Vitosha-bjergene. Theophylact Simocatta og Theophanes confessoren indspillede de første ord – torna, torna fratre (“drej, drej bror”) eller torna, torna (“drej, drej”) – som kan tilskrives det rumænske sprog. Disse ord blev råbt af en soldater fra regionen mellem Haemus-bjergene og den øvre thrakiske slette “på hans modersmål” under en østromersk kampagne i 587.
den latinske sort, hvorfra Rumænsk udviklede sig, viser træk ved mange ændringer af det latinske, der fandt sted i det 4.og 6. århundrede. Imidlertid, disse ændringer kan ikke altid opdages på alle romanske sprog, hvilket antyder, at det latinske sprog gennemgik en proces med regional differentiering i denne periode. Ovid densusianu skrev allerede i 1901 om en vulgær Latin, der “mistede sin enhed og brød ind i sprog, der udviklede sig til nutidens romanske sprog. For eksempel sonorisering af de stemmeløse konsonanter mellem vokaler, som kan demonstreres under dannelsen af de vestlige romanske sprog, kan ikke påvises i udviklingen af den østlige romantik og dalmatiske sprog. I mange tilfælde deler Rumænsk fælles træk med italiensk, romansk og dalmatisk sprog. Nandri Kristian hævder, at disse fælles træk antyder, at “i nogen tid udviklingen af Karpatho-Balkan Latin” (det vil sige af Gammel rumænsk) “bevægede sig i samme retning som Latin ved Adriaterhavskysten og Alperne og det sydøstlige Italien.”På den anden side hævder han, at de lignende træk ved det rumænske og sardinske sprog “forklares med princippet om perifere områder i dialektisk udvikling”.
Proto-Rumænskredit
den rumænske sprogforsker Ovid densusianu opfandt udtrykket “Thraco-Romersk” i 1901 for at beskrive den “ældste epoke for oprettelsen af det rumænske sprog”, da den vulgære Latin, der blev talt på Balkan mellem det 4.og 6. århundrede, med sine egne særegenheder, havde udviklet sig til det, der er kendt som Proto-Rumænsk. Skøn over forholdet mellem rumænske ord, der er direkte arvet fra Latin, ligger mellem omkring 20% og 60%. Andelen af ord af latinsk oprindelse er særlig høj inden for de semantiske felter med sanseopfattelse (86,1%), mængde (82,3%), slægtskab (76,9%) og tid (74,7%). Mere end 90% af funktionsordene, 80% af adverbene og 68% af adjektiverne på det rumænske sprog blev direkte arvet fra Latin.
Durmitor Mountain mens nogle østlige romanske sprog og dialekter vedtog et antal lånord i løbet af deres udvikling, forblev andre mere konservative. I denne henseende er den rumænske valakiske dialekt den mest innovative af alle rumænske dialekter. Mange lingvister og historikere – herunder Grigore Nandri og Aleksandru Madgearu – foreslår endda, at bevarelsen af nedarvede latinske ord af de dialekter, der tales i romersk Dacia, som blev erstattet af låneord i andre regioner, beviser, at disse territorier tjente som centre for “sproglig ekspansion”. På samme måde har Maramure-dialekten også bevaret ord af latinsk oprindelse, som forsvandt fra de fleste andre dialeker. På den anden side, Aromansk, selvom det nu tales i regioner, hvor dets udvikling ikke kunne starte, bruger stadig et antal arvede latinske udtryk i stedet for de lånord, der blev vedtaget af andre østlige romanske sprog.
ingen latinske udtryk forbundet med et urbaniseret samfund er bevaret på det rumænske sprog. Arvede rumænske ord for” vej ” afslører også, at Rumænernes forfædres liv blev mere landligt efter den romerske civilisations sammenbrud. For eksempel udviklede det latinske ord for broponer sig til Rumænsk punte, der henviser til en træstamme placeret over en grøft eller en kløft, mens det rumænske ord for vejkalle udviklede sig fra Latin callis ‘en smal gangsti, et spor’. Grigore Nandri Kristian understreger, at rumænske “vilkår for “at flytte fra et sted til et andet” synes at være særligt talrige”. Ligeledes udviklede rumænske verb, der henviser til “gå”, fra latinske verb med en anden betydning.
baseret på studiet af nedarvede latinske ord og låneord i det rumænske sprog, nandri Karrus, Schramm, V Karikoni og andre forskere konkluderer, at rumænerne stammede fra en befolkning, der beboede de bjergrige områder i Sydøsteuropa og var primært beskæftiget med dyrehold. For eksempel, Schramm understreger, at “rumænerne arvede ordet for “at pløje” fra Latin, men lånte både navnene på plovens dele og terminologien for indviklingen ved pløjningsteknikker fra slavisk” hvilket antyder, at deres forfædre kun bevarede en meget grundlæggende viden om dyrkning af planter. I modsætning til disse synspunkter siger andre lærde – inklusive historikeren Victor Spinei – at det store antal navne på afgrøder og landbrugsteknikker, der direkte er arvet fra Latin, indikerer “en meget lang kontinuitet i landbrugspraksis”.
slavisk adstratumEdit
enorme territorier nord for Nedre Donau blev domineret af gotere og gepider i mindst 300 år fra 270 ‘ erne, men der er hidtil ikke fundet nogen rumænske ord af østgermansk Oprindelse. På den anden side var slavisk indflydelse på rumænsk meget stærkere end germansk indflydelse på fransk, italiensk, spansk og andre vestlige romanske sprog. Selvom “et antal slaviske lånord er blevet offer for en stærk re-latiniseringsproces siden det 19.århundrede”, er andelen af slaviske lånord stadig omkring 15%. Forholdet mellem slaviske låneord er især højt inden for de semantiske felter i hus (26,5%), religion og tro (25%), grundlæggende handlinger og teknologi (22,6%), sociale og politiske relationer (22,5%) og landbrug og vegetation (22,5%). Omkring 20% af de rumænske adverb, næsten 17% af substantiverne og omkring 14% af verbene er af slavisk oprindelse. Slaviske låneord eksisterer ofte sammen med et synonym arvet fra Latin, som undertiden giver anledning til semantisk differentiering. For eksempel kan både arvet “timp” og det slaviske låneord “vreme” henvise til enten tid eller vejr, men i dag foretrækkes “vreme” i meteorologisk sammenhæng. Låneord lånt fra slaviske har ofte en følelsesmæssig kontekst, og de repræsenterer en positiv konnotation i mange tilfælde. Mange lingvister-herunder G. Hall-hævder, at disse træk ved de slaviske lånord peger på engangseksistensen af tosprogede samfund med mange slaviske talere, der vedtager rumænsk, men deres synspunkt er ikke blevet universelt accepteret.
det tidligste lag af slaviske låneord – som nu er repræsenteret med omkring 80 udtryk – blev vedtaget i den fælles slaviske periode, der sluttede omkring 850. Imidlertid blev størstedelen af rumænske ord af slavisk oprindelse først vedtaget efter metatesen af den almindelige slaviske *erstatningsformel-som var “en bestemt type stavelse, hvorved t står for enhver konsonant, o for enten e eller o og r for både r og l” – var afsluttet. Gamle kirkeslaviske udtryk berigede også Rumænernes religiøse ordforråd i denne periode. Proto-Rumænsk vedtog endda ord af Latin eller græsk oprindelse gennem slavisk mægling i denne periode. Størstedelen af de gamle kirkeslaviske låneord er bevaret af alle østlige romanske sprog, hvilket indebærer, at deres opdeling i separate sprog ikke startede før ca. 900. Hvert østligt romansk sprog og dets dialekter vedtog låneord fra de nærliggende slaviske folk derefter. For eksempel påvirkede ukrainsk og russisk de nordlige rumænske dialekter, mens kroatisk påvirkede Istro-Rumænsk.
ud over ordforråd havde slaviske sprog også virkninger på Østromansk fonologi og morfologi, skønt deres omfang diskuteres af specialister. Iotationen af e i ord-startposition i nogle grundlæggende ord – det vil sige udseendet af en halv vokal J før e i disse udtryk – er et af de rumænske fonologiske træk med en debatteret Oprindelse. Peter R. Petrucci hævder, at det var konsekvensen af et sprogskift fra almindelig slavisk til østlig romantik, mens Grigore Nandri Kristian understreger, at “Latin e blev diftonget i en tidlig periode ikke kun på” rumænsk”, men også på de fleste romanske sprog”. Dannelsen af tal mellem elleve og nitten følger tydeligt slavisk mønster – for eksempel, uspresteret “en-mod-ti”, doispresteret “to-mod-ti”, og Nou-kristiansprestet “ni-mod – ti”-hvilket også indikerer, at et betydeligt antal oprindeligt slavisk-talende mennesker engang adopterede Rumænsk.
Pre-literary RomanianEdit
som kun et par andre romanske sprog har Rumænsk bevaret Romanus endonym. Dens Rom-karrusvariant-der henviste til livegne – blev først registreret i 1500-tallet, mens dens Rom-karrusvariant er dokumenteret allerede i det 17.århundrede. Imidlertid henviste andre folk til rumænerne som Vlach gennem middelalderen. Dette eksonym og dets varianter stammede fra et rekonstrueret germansk ord *vals, hvorved de gamle tyskere oprindeligt henviste specifikt til kelterne, derefter til de romaniserede kelter og endelig til alle Romantikstalere. Det blev vedtaget af slaverne og fra dem grækerne.historikere har ikke nået til enighed om datoen for den første historiske begivenhed, som uden tvivl kan forbindes med rumænere. Den rumænske historiker Ioan-Aurel Pop nævner “skriftlige optegnelser”, der henviser til rumænere, der eksisterede i det 8.og 9. århundrede, men navngiver ikke nogen af dem. Vlad Georgescu citerer en “armensk geografi fra det niende århundrede”, der henviser til et” ukendt land kaldet Balak”, men Victor Spinei understreger, at det er en interpolation”sandsynligvis fra de første århundreder af det andet årtusinde”. Spinei antyder selv, at de første registrerede begivenheder i Rumænernes historie er forbundet med deres kampe mod ungarerne i territorier nord for Donau omkring 895. I denne henseende citerer han den russiske primære Krønike fra 1120 ‘ erne og slutningen af det 13.århundrede Gesta Hungarorum. Imidlertid er ideen om, at den primære Krønike henviser til rumænere, ikke blevet universelt accepteret. Ligeledes har specialister ofte stillet spørgsmålstegn ved pålideligheden af Gesta Hungarorum. Alligevel er det uden tvivl, at især Vlachs på Balkanhalvøen nævnes af bysantinske kilder i forbindelse med begivenheder i slutningen af det 10.århundrede. Spinei og Georgescu foreslår, at Blakumen af en Varangian runestone fra omkring 1050 er de første rumænere, hvis tilstedeværelse i landene øst for Karpaterne blev registreret.de vestlige regioner i pontiske stepper blev domineret fra omkring 837 af ungarerne, mellem omkring 895 og 1046 af Pechenegerne, fra omkring 1046 af Ouserne og mellem omkring 1064 og 1241 af Cumans. Ungarerne, der bosatte sig i Lavlandet i Karpaterne omkring 895 etablerede en kristen stat omkring 1000, som gradvist integrerede Banat, Transsylvanien og andre regioner i det nuværende Rumænien. Rumænernes tilstedeværelse i Kongeriget Ungarn er bevist af næsten nutidige kilder fra begyndelsen af det 13.århundrede. Pechenegerne og Cumanerne talte tyrkiske sprog, men sondringen mellem ord lånt fra dem og låneord af Krim-tatarisk eller osmannisk tyrkisk oprindelse er næsten umulig. For eksempel foreslår vi, at det rumænske ord for Mace stammer fra Cumans eller Pechenegs, men ingen maces dateret til perioden før omkring 1300 er blevet fundet i Pontic Steppes. Cioban-et rumænsk ord for hyrde, der også findes på albansk, bulgarsk og mange andre slaviske sprog – kan være af Pecheneg eller Cuman Oprindelse. Samlivet mellem rumænere og ungarere forårsagede, at førstnævnte vedtog en række ungarske ord. Andelen af ungarske låneord er nu omkring 1,6%. Deres forhold er relativt højt inden for de semantiske områder af sociale og politiske relationer (6,5%), tøj og pleje (4,5%), tale og sprog (4,5%) og huset (4,3%). Selvom de fleste ungarske låneord har spredt sig i alle rumænske dialekter, bruges mange af dem kun i Transsylvanien.
gammel Rumænskredit
se også: Old Romanian
hvad der traditionelt kaldes Gammel rumænsk sprogperiode begynder i det 16.og slutter i det 18. århundrede. I 1476 bemærkede den polske krønikeskriver Jan D. Murugos, at Moldavierne og Valakierne “deler sprog og skikke”. Den ældste overlevende skrivning på rumænsk, der kan dateres pålideligt, er et brev sendt af Lupu Neac Korruru fra den daværende dl Korrupol, nu C Korrupmpulung, Valakiet, til Johannes Benkner fra Bra Korrupov, Transsylvanien. Fra de begivenheder og personer, der er nævnt i brevet, kan det udledes, at det blev skrevet omkring den 29.eller 30. juni 1521. Andre dokumenter findes fra samme periode, men kunne ikke dateres nøjagtigt.Francesco Della Valle skriver i 1532, at “de navngiver sig Romei på deres eget sprog” (“si dimandano in lingua loro Romei”), og han citerer også udtrykket “kender du Rumænsk?”(“se alcuno dimanda se sano parlare i la lingua valacca, dicono et spørgsmål i spørgsmålet modo: Sti Rominest ? Hvad siger du til Romano?”).Andronico, i 1534, bemærker, at “” Vlachs nu navngiver sig rumænere (Valachi nunc se Romanos vocant).i 1542 skrev den Transylvanske Johann Lebel, at “Vlachs navngiver hinanden Romuini”.den polske krønikeskriver Stanislav orschovski nævner i 1554, at”på deres sprog kalder Vlachs sig Romini”.
i 1570 specificerer den kroatiske Ante veran Kursi, at “Vlachs fra Transsylvanien, Moldova og Transalpina navngiver sig romere”.Pierre Lescalopier skriver i 1574, at “de, der bor i Moldova, Valakiet og det meste af Transsylvanien, betragter sig selv som efterkommere af romerne og navngiver deres sprog rumænsk”.Ferrante Capecci, efter at have rejst i 1575 gennem Valakiet, Transsylvanien og Moldova, nævner, at beboerne i disse lande hedder “Romanesci”.
The or L. Palia fra 1580 er den ældste oversættelse af Pentateuch, der er skrevet på rumænsk.
Grigore Ureche, i hans krønikerne i Moldaviens land (Rumænsk Letopise Kristian Moldovei) (1640 ‘ erne), taler om det sprog, som moldavierne taler, og betragter det som et amalgam af adskillige sprog (latin, fransk, græsk, polsk, tyrkisk, serbisk osv.) og er blandet med nabosprogene. Forfatteren antager dog overvægt af latinsk indflydelse, og hævder, at, ved et nærmere kig, alle latinske ord kunne forstås af Moldaviere.
Miron Costin, i hans De neamul moldovenilor (1687), mens han bemærker, at Moldaviere, Valakere og rumænere, der bor i Det Ungarske land, har samme oprindelse, siger, at selvom folk i Moldavien kalder sig “Moldaviere”, navngiver de deres sprog “rumænsk” (Rom. Også i hans polske Sprogkronik om Valakien og Moldavien antager Miron Costin, at både Valakere og Moldaviere engang kaldte sig “romere”.Dimitrie Cantemir påpeger i sin Descriptio Moldaviae (Berlin, 1714), at indbyggerne i Moldavien, Valakien og Transsylvanien talte det samme sprog. Han bemærker dog, at der er nogle forskelle i accent og ordforråd. Han siger:
“Valakere og Transsylvanere har den samme tale som Moldavierne, men deres udtale er lidt hårdere, såsom giur, som en Valakier vil udtale jur, ved hjælp af en polsk Kurt eller en fransk j. de har også ord, som Moldavierne ikke forstår, men de bruger dem ikke skriftligt.”Cantemirs arbejde er en af sprogets tidligste historier, hvor han, ligesom Ureche foran ham, bemærker udviklingen fra Latin og bemærker de græske, tyrkiske og polske lån. Derudover introducerer han ideen om, at nogle ord må have haft Dacian rødder. Cantemir bemærker også, at mens ideen om en latinsk oprindelse af sproget var udbredt i hans tid, anså andre lærde det for at være afledt af italiensk.
i gamle kilder, såsom værker af kronikører Grigore Ureche (1590-1647), Miron Costin (1633-1691), eller dem fra prinsen og lærde Dimitrie Cantemir (1673-1723), kan udtrykket moldavisk (moldoveneasc Kristian) findes. Ifølge Cantemirs Descriptio Moldaviae talte indbyggerne i Valakien og Transsylvanien det samme sprog som Moldavierne, men de havde en anden udtale og brugte nogle ord, som moldovere ikke forstod. Costin og i en ufærdig bog attesterer Cantemir brugen af udtrykket Rumænsk blandt indbyggerne i Fyrstendømmet Moldavien for at henvise til deres eget sprog.
Rumænsk i Imperial RussiaEdit
1812) blev Moldaviens sprog etableret som et officielt sprog i de statslige institutioner i Bessarabia, brugt sammen med russisk, da 95% af befolkningen var rumænsk. De forlagsværker, der blev oprettet af ærkebiskop Gavril B, var i stand til at producere bøger og liturgiske værker på moldavisk mellem 1815 og 1820.
gradvist fik det russiske sprog betydning. Den nye kode, der blev vedtaget i 1829, afskaffede den autonome statut for Bessarabia og stoppede den obligatoriske brug af moldavisk i offentlige udtalelser. I 1854 blev russisk erklæret det eneste officielle sprog i regionen, idet moldavisk blev fjernet fra skoler i anden del af århundredet
i henhold til de datoer, der blev leveret af administrationen af Bessarabia, siden 1828 blev officielle dokumenter kun offentliggjort på russisk, og omkring 1835 blev der oprettet en 7-årig periode, hvor statsinstitutioner ville acceptere handlinger på rumænsk sprog.Rumænsk blev accepteret som undervisningssprog indtil 1842 og blev derefter undervist som et særskilt emne. Således var det rumænske sprog på seminariet i Chi Kurtin Kurtu et obligatorisk emne med 10 timer ugentligt indtil 1863, da afdelingen for rumænsk blev lukket. På High School No. 1 i Chi Kurstin Kurtu havde eleverne ret til at vælge mellem rumænsk, tysk og græsk indtil 9.februar 1866, da Statsrådgiveren for det russiske imperium forbød undervisning i det rumænske sprog med følgende begrundelse: “eleverne kender dette sprog i praktisk tilstand, og dets undervisning følger andre mål”.omkring 1871 offentliggjorde tsaren en ukase” om suspension af undervisning i det rumænske sprog i Bessarabiens skoler”, fordi”lokal tale ikke undervises i det russiske imperium”.den sproglige situation i Bessarabien fra 1812 til 1918 var den gradvise udvikling af tosprogethed. Russisk fortsatte med at udvikle sig som det officielle sprog for privilegium, mens Rumænsk forblev den vigtigste folkesprog. Udviklingen af denne sproglige situation kan opdeles i fem faser.
perioden fra 1812 til 1828 var en neutral eller funktionel tosprogethed. Mens russisk havde Officiel dominans, var rumænsk ikke uden indflydelse, især inden for Offentlig administration, uddannelse (især religiøs uddannelse) og kultur. I årene umiddelbart efter annekteringen blev loyalitet over for rumænsk sprog og skikke vigtig. Det Teologiske Seminarium (Seminarul Teologic) og Lancaster skoler blev åbnet i henholdsvis 1813 og 1824, rumænske grammatikbøger blev udgivet, og trykpressen på Chi Kurrin begyndte at producere religiøse bøger.
perioden fra 1828 til 1843 var en af delvis diglossisk tosprogethed. I løbet af denne tid var brug af rumænsk forbudt inden for administrationsområdet. Dette blev udført på negative måder: Rumænsk blev udelukket fra civil code. Rumænsk blev fortsat brugt i uddannelse, men kun som et særskilt emne. Tosprogede manualer, såsom den russisk-rumænske Bucoavne grammatik af Iacob Ghinculov, blev offentliggjort for at imødekomme det nye behov for tosprogethed. Religiøse bøger og søndagsprædikener forblev det eneste ensprogede offentlige afsætningsmulighed for rumænsk. I 1843 var fjernelsen af rumænsk fra den offentlige administration afsluttet.i henhold til den organiske statut fra 1828 var det moldoviske sprog også det officielle sprog i osmannisk-domineret Moldavien.
perioden fra 1843 til 1871 var en af assimilation. Rumænsk fortsatte med at være et skolefag på Liceul Regional (Gymnasium) indtil 1866, på Det Teologiske Seminarium indtil 1867 og på regionale skoler indtil 1871, hvor al undervisning i Sproget var forbudt ved lov.
perioden fra 1871 til 1905 var en af officiel ensprogethed på russisk. Al offentlig brug af rumænsk blev udfaset og erstattet med russisk. Rumænsk blev fortsat brugt som det sproglige sprog i hjemmet og familien. Dette var æraen med det højeste niveau af assimilering i det russiske imperium. I 1872 beordrede præsten Pavel Lebedev, at alle kirkedokumenter skulle skrives på russisk, og i 1882 blev pressen ved Chi Kurrin Kurru lukket efter ordre fra den hellige synode.
perioden fra 1905 til 1917 var en af stigende Sproglig konflikt, med genopvågningen af den rumænsk national bevidsthed. I 1905 og 1906 bad den bessarabiske semstva om genindførelse af rumænsk i skolerne som et “obligatorisk sprog” og “frihed til at undervise på modersmålet (rumænsk sprog)”. Samtidig begyndte de første rumænske sprogaviser og tidsskrifter at blive vist: Basarabia (1906), via Lyrus Basarabiei (1907), Moldovanul (1907), Luminus Lyrus (1908), Cuv lyrus Moldovenesc (1913), Glasul Basarabiei (1913). Fra 1913 tillod synoden ,at”kirkerne i Besserabia bruger det rumænske sprog”.
udtrykket “Moldovisk sprog” (limbkrus moldoveneasc) var nyansat til at oprette en statsstøttet Ausbausprache for at skelne det fra ‘rumænsk’ rumænsk. Altså, Hr. Margeal karrus, i 1827, erklærede, at formålet med hans bog var at “tilbyde de 800.000 rumænere, der bor i Bessarabia,… samt til de millioner af rumænere fra den anden del af Prut, muligheden for at kende det russiske sprog, og også for Russerne, der ønsker at studere det rumænske sprog”. I 1865 Ioan Doncev, redigering af sin rumænske primer og grammatik, bekræftede, at Moldovisk er valaho-Rom lyrno, eller rumænsk. Efter denne dato vises etiketten “rumænsk sprog” kun sporadisk i korrespondance fra uddannelsesmyndighederne. Efterhånden blev Moldovisk det eneste mærke for sproget: en situation, der viste sig nyttig for dem, der ønskede en kulturel adskillelse af Bessarabia fra Rumænien. Selvom der henvises til en anden historisk periode, kl. Heitmann erklærede, at”teorien om to sprog — rumænsk og moldovisk — blev serveret både i Moskva såvel som i Chi kursist for at bekæmpe de nationalistiske hastigheder i Republikken Moldova, idet den faktisk var en handling mod Rumænsk nationalisme”. (Heitmann, 1965). Formålet med den russiske sprogpolitik i Bessarabien var dialektisering af det rumænske sprog. A. ar Krisimovici, embedsmand for uddannelsesafdelingen med base i Odessa, skrev et brev dateret 11. februar 1863 til ministeren for offentlige instruktioner med angivelse af: “Jeg er af den opfattelse, at det vil være svært at stoppe den rumænske befolkning i Bessarabien ved at bruge sproget i de omkringliggende fyrstedømmer, hvor den koncentrerede rumænske befolkning kan udvikle sproget baseret på dets latinske elementer, ikke godt for slavisk sprog. Regeringens anvisninger vedrørende denne sag sigter mod at skabe en ny dialekt i Bessarabia, nærmere baseret på slavisk sprog, vil være, som det vil ses, til ingen nytte: vi kan ikke lede lærerne til at undervise i et sprog, der snart vil være dødt i Moldova og Valakiet… forældre vil ikke have, at deres børn skal lære et andet sprog end det, de i øjeblikket taler”. Selvom nogle kontorister, som ar Krisimovici, indså, at oprettelsen af en dialekt bortset fra den rumænske, der blev talt i De Forenede fyrstedømmer, aldrig kunne være virkelig effektiv, de fleste af dem “med det formål at opfylde regeringspolitikken, kaldes tendentiøst flertalssproget Moldovisk, selv i den sammenhæng, hvor Rumænsk altid var blevet brugt tidligere”.