hvorfor det er så koldt i polarområderne

> klimaet i polarområderne er resultatet af en selvforstærkende proces. Fordi der modtages så lidt solenergi, fryser vandet til is, som derefter som et spejl afspejler den lille mængde stråling, der ankommer. Et flerlags, komplekst vindsystem, der spiller en afgørende rolle i vejret og klimaet på vores planet, er drevet af forskelle i temperatur og tryk mellem de varme og iskolde områder.

mere >

isflokke, isark og havet

> der er store områder i polarområderne, hvor vand forekommer overvejende i sin frosne tilstand. Det falder enten som sne for at bidrage til væksten af isark og gletsjere, eller det driver på havet som isflager. I begge tilfælde afhænger isens skæbne stort set af havet og dets Strømme. Vandmasserne kan give beskyttelse eller fremskynde smeltning, afhængigt af den sti, som varmen følger.

more >

en kædereaktion med en iskold ende

det er så ekstremt koldt i polarområderne på grund af en selvforstærkende proces, der involverer flere faktorer. Grundlæggende skyldes det, at meget mindre solenergi når jordens overflade i polarområderne, end den gør, for eksempel i Centraleuropa eller ved ækvator. Årsagerne til dette er den lave vinkel på indgående sollys, hældningen af jordens akse og kredsløb på vores planet omkring solen. Denne kombination af faktorer resulterer i, at polarområderne generelt underforsynes med energi sammenlignet med resten af verden og bliver fuldstændigt afskåret fra solens varme i de polære nætter. Mens polarområderne modtager sparsom solstråling, modtager troperne meget, hvilket resulterer i en markant temperaturkontrast mellem de to regioner. De store luft-og havstrømme, som vi ser i dag, genereres som svar for at kompensere for denne forskel. De distribuerer varme fra troperne over hele kloden og bestemmer derved vejrforholdene over hele verden. Uden de kolde regioner i det fjerne Nord og syd ville disse globale cirkulationsmønstre for luft-og vandmasser ikke eksistere. Det er også vigtigt at bemærke, at der dannes stærke bånd af vind i begge halvkugler, der fungerer som beskyttende vægge for at forhindre varme fra troperne i at nå dybt ind i polarområderne. Fryseforholdene i Arktis og Antarktis betyder imidlertid også, at nedbør i disse regioner primært er i form af sne, og at store områder af det polære overfladevand fryser om vinteren. Fordi de hvide sne-og isdæksler har en høj reflekterende evne, kaldet albedo, absorberes en stor del af solstrålingen ikke og kan således ikke bidrage til opvarmning af jordens overflade. På denne måde forstærker sne-og isoverfladerne afkøling i polarområderne. For forskere er denne form for effekt kendt som positiv feedback. Det faktum, at kold luft ikke kan rumme store mængder vanddamp, er en anden faktor, der letter de lave temperaturer. Især over det centrale Antarktis mangler luftmasserne dette vigtige varmereservoir og dermed også evnen til at danne et tykt Skydække. Dette kan ellers bidrage til at begrænse kølingen. I stedet forstærker den tørre luft køleeffekten og bidrager sammen med de andre faktorer til at skabe de ideelle betingelser for dannelse af enorme isark, gletsjere og områder med Havis. De forskellige former for Polaris og deres stærke albedo er grundlæggende komponenter i køle-og klimasystemet på vores jord. De regulerer kemiske og biologiske cyklusser og interagerer meget tæt med havet, atmosfæren og landet. Der er dog adskillige geografiske forskelle mellem de arktiske og antarktiske regioner. I Det Arktiske Hav, med sine lave hyldehav, cirkulerer vandmasserne på en helt anden måde end de gør i det sydlige Ocean, et ringhav, der omgiver et stort kontinent. Disse regionale forskelle påvirker ligeledes de polære ismasser. I Antarktis resulterer forholdene blandt andet i storskala smeltning af det sydlige Havs havis om sommeren. I Arktis overlever derimod lidt mindre end halvdelen af havisen sommeren, og forskere der henviser til et permanent havisdække. Mængderne af nedbør, der falder i Arktis og Antarktis, er også forskellige, hvilket resulterer i forskellige vækstrater på indlandsisen i Grønland og Antarktis. Der er dog en ting, som ismasserne i de to regioner har til fælles – de reagerer begge meget følsomt over for stigende temperaturer.