Mountain birk nær trægrænsen

mosen i Dalarna, den skovfyr er fælles i den boreale skov

Skåne og en smal stribe langs vestkysten hører til nemoral zone, hvor bøg (Fagus sylvatica) er de dominerende træarter. Skovurter i dette område vegeterer og blomstrer ofte om foråret, da bøgekronen er meget tæt, og lidt lys når jorden, når bladene vises. Eksempler er Anemone spp. og Corydalis spp. Eg (Kvercus robur og Kvercus petraea) skov forekommer på dårlig jord. Skov af alder (Alnus glutinosa), aske (Fraksinus ekselsior) og elm (Ulmus glabra) vokser i næringsrig, ofte våd jord, men de fleste af disse områder er længe siden blevet drænet og omdannet til markarealer.

det meste af Sverige under bjergene er dækket af nåletræskov og er en del af det omkransede område. Syd for floden Dal Larslven er der spredte løvfældende træer som eg (Robur), og dette område kaldes boreo-nemoral. Nord for Dal Larslven, i den rigtige boreale (taiga) område, løvfældende træer er sjældnere, men birketræer (Betula pubescens og Betula pendula) og asp (Populus tremula) kan være rigelige i tidlige successive faser, såsom efter brand eller i for nylig klare områder. Der er i alt fire indfødte nåletræer i Sverige, og af disse danner kun Norgran (Picea abies) og skotsk fyr (Pinus sylvestris) skove i rene eller blandede stande. Gran vokser vådere og fyrretørrere, men i moser er der ofte adskillige dværgede fyrretræer. Undervækst i granskov er almindeligvis næsten rene bevoksninger af blåbær (Vaccinium myrtillus). I vådere typer bregner (f.eks. Athyrium Femina og Dryopteris spp.) er rigelige og i rigere dele urter (f. eks. Paris kvadrifolia, Actaea spicata) og bredbladede græs (f.eks Milium effusum). I fyrreskov er lingonbær (Vaccinium vitis-idaea), lyng (Calluna vulgaris) og/eller Cladonia lav mest almindelige. Brande forekommer med uregelmæssige intervaller og dræber normalt alle gran og de fleste fyrretræer. Brænde (Epilobium angustifolium), hindbær (Rubus idaeus) og Geranium bohemicum er blandt de første planter, der spirer i asken.

i bjergene erstattes nåletræerne med birk (Betula pubescens ssp. tortuosa), som danner trælinjen i de fleste områder. Undervæksten i disse skove er ret variabel. Under våde og næringsrige forhold kan der udvikles en frodig vegetation, der består af høje urter som Aconitum septentrionale, Angelica archangelica og Cicerbita alpina. Over birkeskoven, der starter ved 300-1000 m, afhængigt af breddegrad, er der normalt pil-krat, og over disse alpine Hede eller enge, førstnævnte domineret af dværgbuske af familien Ericaceae, sidstnævnte af sedges, rushes og forskellige urter såsom Stenbræk spp., Dryas octopetala og Draba spp. Ranunculus glacialis når den højeste højde af alle planter i Sverige og vokser ofte nær de stadigt krympende gletsjere.

vådområder dækker store områder i Sverige. I syd er hævede moser en almindelig sort, hvoraf et slående eksempel er Store Mosse. Disse moser består stort set af levende og døde Sphagnum spp., med spredte dværgbuske og sedges som Eriophorum vaginatum. I det våde sydvest forekommer Narthecium ossifragum og Erica tetraliks i myrerne, mens dværgbjørken Betula nana og Ledum palustre, en stedsegrøn busk, er almindelige i Nord og øst. Rich fens, med mange sedges og orkideer, er temmelig sjældne, undtagen på Gotland og Prisland, to store kalksten øer i Østersøen, hvor Cladium-dominerede fens er almindelige. I det nordlige Sverige er der mange store myrekomplekser med både fen – og mose-lignende dele. Den største findes i Sjaunja, et naturreservat i Lapland.

Sverige har så mange som 90000 søer større end en hektar. De fleste af disse er enten næringsfattige med klart vand og få planter (f.eks.), ligesom Lake Vattern, eller små damme med brunt vand omgivet af flydende måtter af mose vegetation (f.eks sedges og Menyanthes trifoliata). Næringsrige søer findes for det meste i syd og har typisk tætte rørstande, andre nye planter (f. eks. Iris pseudacorus og Sparganium erectum), fritflydende planter såsom Hydrocharis morsus-ranae og Stratiotes aloides og neddykket vegetation med spp. af Potamogeton, Ranunculus osv. De bedst kendte søer i denne kategori er uden tvivl t Lyrkern og Hornborgasj.Sveriges kyst er lang, og forholdene er helt forskellige ved slutpunkterne. I nærheden af den norske grænse er forholdene typiske Nordatlanten og drejer sig om subarktiske nær den finske grænse, hvor saltholdigheden er nede på 0,1-0,2 %. En almindelig strandart der er den endemiske, tussockdannende græs Deschampsia bottnica, som overlever den destruktive kraft af den op til 2 m tykke havis. Almindelige nedsænkede vaskulære planter i dette område, Botnabugten, er blandt andet Myriophyllum sibiricum, Callitriche hermaphroditica og Stuckenia pectinata. På vestkysten kan man i stedet finde Marina i lignende lokaliteter.