afghanske Mujahideen-grupper var de vigtigste politiske og militære styrker, hvis kamp resulterede i den sovjetiske tilbagetrækning fra Afghanistan. Dannelsen af Mujahideen-grupperne inde i landet forårsagede en betydelig indflydelse på den sociale, politiske og kulturelle mobilisering af afghanske folk. Da disse grupper selv var resultatet af massemobiliseringen i landet, har de også ideologisk og organisatorisk status. Den organisatoriske og ideologiske mobilisering af afghanske Mujahideen-grupper er et af de mindst studerede aspekter af borgerkrigen. Lederne for de afghanske Mujahideen-grupper kom fra forskellige personlige, familie -, sproglige og etniske retninger. I princippet havde de meget til fælles, men i praksis var de meget forskellige. Generelt var både de interne og eksterne fronter af Mujahideen resultatet af den sociopolitiske mobilisering af landet. Som antropolog Frederick Barth siger:

den afghanske modstand adskiller sig fra de fleste modstands-og befrielsesbevægelser i andre dele af verden, idet den ikke er baseret på en fælles politisk ideologi. Det er ikke en centralt organiseret bevægelse, og det er ikke animeret af en vision om et nyt reformeret samfund. Dens rødder er dybt i folkekulturen og består af tre hovedkomponenter: 1) en klar og krævende opfattelse af individuel ære og selvrespekt som et nødvendigt grundlag for personlig identitet og værdi. 2) et ønske om at leve efter ens egne lokale, meget forskellige traditioner og standarder. 3) En islamisk overbevisning.1