fra beskrivelsen af en almindelig hændelse fortsætter den med at formidle en dyb tanke på en enkel måde. Det er, som de fleste af Frosts digte, enkelt i form og stil, men komplekst og dybt i tankerne. Frost har skrevet det i blankt vers, der bevæger sig rytmisk og er meget velegnet til formidling af sin dybe tanke.

Birches analyse

Når jeg ser birkene bøje til venstre og højre

(…)

som isstorme gør. Ofte skal du have set dem

digteren har selv været en svinger af birker, og som sådan har han været i stand til at se deres opførsel inklusive bøjning. Nu, når han ser birker bøje til venstre og højre, ud over rækkerne af erektivt stående træer, har han en tendens til at forestille sig, at de er blevet bøjet af en dreng, der svinger på dem. Men så mener han, at birker ikke kan bøjes så permanent ved svingning af drenge, som de kan være ved isstorme. Du kan læse digtet fuldt ud her.

fyldt med is en solrig vintermorgen

(…)

som omrøringen revner og Diller deres emalje.

digteren, der er taler i dette digt, siger til læserne eller lytterne, at sidstnævnte måske har set birker fyldt med is på en solrig vintermorgen, efter at det er stoppet med at regne. Når vinden blæser, producerer de en lyd som jern ved at klikke mod sig selv og bliver mangefarvede på grund af revnerne i deres emalje forårsaget af deres bevægelse i vinden.

snart får solens varme dem til at kaste krystalskaller

(…)

du skulle tro, at Himmelens indre kuppel var faldet.

solens varme gør fragmenterne sne, der ligner ‘krystalskaller’, falder ned fra birkene som så store dynger af knust glas, at man mener, at Himmelens indre kuppel er blevet brudt i stykker og er faldet ned i form af knuste fragmenter af dets knuste glas.

de trækkes til den visne bracken ved belastningen,

(…)

før dem over hovedet for at tørre i solen.

birkene er bøjet ned til den tørre bregne, der vokser på jorden, på grund af en belastning af sne på dem; men de er ikke brudt. Men de er bøjet så meget i så lang tid, at de ikke kan rette sig selv. Deres kufferter ligger buede eller bøjede ned i skoven selv flere år senere og holder deres blade bagud på jorden, ligesom pigerne, der sidder på deres hænder og knæ og spreder deres hår over hovedet for at tørre i solen.

men jeg skulle sige, da sandheden brød ind

(…)

sommer eller vinter, og kunne spille alene.

mens digteren beskrev fænomenet isstorm, der bøjede birkene, tænkte han, at han ville foretrække at tro, at en dreng, der passede sine køer, og som havde boet for langt væk fra byen til at lære og spille byspil som base-ball, havde fundet vildtsvingende bjørker-som han kunne spille helt alene.

en efter en dæmpede han sin fars træer

(…)

for ham at erobre.

drengen spillede det eneste spil, han havde fundet, dvs.svingende bjørker. Han havde klatret alle birkene, der ejes af sin far, og bøjet dem ved at svinge op og ned, indtil de alle blev lemmer, og ingen af dem kunne stå oprejst. Al deres stivhed var væk, og ikke et eneste træ blev efterladt uovervundet og ubøjet af drengen.

han lærte alt, hvad der var

(…)

så var jeg engang selv en svinger af birker.

drengen lærte ikke at svinge ned fra et punkt højt op i luften mod jorden hurtigt og dermed få træet til at falde ned på jorden. Han plejede at klatre sine øverste grene på en klar måde eller omhyggeligt balancere sig med den samme smerte og pleje, som man skænker, mens man fylder kop til randen eller endda over randen. Så plejede han at kaste sig fremad med fødderne strakt fremad og gik forsigtigt gennem luften for at røre jorden.

og så drømmer jeg om at gå tilbage til at være.

(…)

og derefter komme tilbage til det og begynde forfra.

digteren selv var en svinger af birk i sin drengedom; og nu drømmer han om at blive birkesvinger igen. Når han er bekymret over jordens bekymringer, og når han er træt af ‘overvejelser’, når livet bliver uudholdeligt smertefuldt for ham, når en kvist klemmer hans øje, og spindelvævene brænder og kildrer hans ansigt, kan han lide at finde en flugt fra denne jord i nogen tid, og at komme tilbage til det igen og begynde sit liv på ny.

må ingen skæbne misforstå mig

(…)

man kunne gøre værre end at være en svinger af birker.

digteren ønsker, at ingen inklusive hans skæbne skal misforstå hans ønske om at flygte fra denne jord eller tro, at han ønsker at komme væk herfra for aldrig at vende tilbage. Efter hans mening er jorden det rigtige sted for kærlighed, og han kender ikke til et bedre sted i denne henseende. Han vil gerne gå mod himlen ved at svinge på et birketræ og bringer ham ned og sætter ham på jorden igen. Det ville være, tror han, godt for ham begge at gå fra og komme tilbage til jorden, som man gør, mens man svinger. Hvis en mand ikke kan lide at være en svinger af birker og leve i de to verdener af fakta og fancy, kan han være en værre mand end en svinger af birker.

kritisk påskønnelse

digtet formidler et højt og ædelt budskab i linjen ‘jorden er det rigtige sted for kærlighed’. Diktets liv stoppede aldrig til slutningen og bærer stemmen gennem en række opadgående og nedadgående svingninger, der genoptager tankens bevægelse.

digtet, ‘Birches’, tænder en episode: hvad det betyder, i flere tilstande, at være en lille drengsvinger af birker. Men før digtet er færdigt, er det blevet en meditation på den bedste måde at forlade jorden til himlen. Men at forlade jorden er ikke digterens eneste ønske. Han ønsker at vende tilbage til det, efter nogen tid, på grund af sin kærlighed til det. Han ønsker at flygte fra jordens problemer, kun for at vende tilbage til den for at nyde den skønhed og glæde, den giver, som Keats.Frost synes at tro på og udtrykke den opfattelse, at jordens poesi aldrig er død. Digtet indeholder således dyb tanke og en ædel besked i sin enkle form. Desuden bruger digteren en række objekter og handlinger som symboler for at formidle sit verdensbillede.